EU-formand strammer skruen over for Kina i forhold til kunstig intelligens og tech
Da EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen torsdag tonede frem på talerstolen, var det med en følelse af, at hun havde smidt handskerne over for Kina.
På den politiske menu er der nu brede begrænsninger på europæiske investeringer i Kina, og von der Leyen satte også ord på sit syn på kontroverserne om den kinesiske videoplatform TikTok, som er i fare for at blive kendt ulovlig i USA.
- Alle firmaer i Kina skal allerede nu ved lov assistere statslige efterretningsoperationer og holde det hemmeligt, siger kommissionsformanden med en slet skjult henvisning.
Anledningen for formandens Kina-tale var en konference arrangeret af tænketankene European Policy Center og tyske Mercator Institut for Kina Studier, der er udsat for sanktioner fra det kinesiske styre.
Kina-besøg på trapperne
I næste uge drager EU-kommissionsformanden og den franske præsident Emmanuel Macron på officielt besøg hos Kinas præsident Xi Jinping. Derfor er talen opsigtsvækkende, da von der Leyen talte meget åbent om, at kineserne i øjeblikket presser sine handelspartnere på kritiske råstoffer som kobolt og lithium og teknologier som kvantecomputere, robotter og kunstig intelligens.
- Akkurat som Kina har føjet til sin militære styrke, så har landet også sat ekstra skub i dets politikker om misinformation og økonomisk og handelsmæssig tvang. Dette er en bevidst politik rettet mod andre lande, der skal sikre, at de føjer sig og er i overensstemmelse (med Kinas mål, red.), siger hun.
Det overordnede pointe fra von der Leyens Kina-kritik blev skåret ud i pap.
- Vi kan forvente at se klar linje og et pres for at gøre Kina mindre afhængig af verden og verden mere afhængig af Kina, siger hun.
En streg i sandet
Von der Leyen brugte en del ord og tid på at adressere det tre dages møde mellem Kina og Rusland for nylig og skar ud i pap, at et kinesiske-russisk samarbejde "uden grænser" vil have konsekvenser.
- Hvordan Kina fortsætter med at interagere med Putins krig, bliver en afgørende faktor for EU-Kina forholdet fremadrettet, siger hun.
TikTok har de seneste måneder været spydspids for de geopolitiske stridigheder mellem Vesten og Kina. Den kinesiske app har på den ene side indvendt, at den ikke laver en dataindsamling ulig amerikanske sociale medier og lovet, at amerikanske brugeres data i fremtiden vil forblive på amerikanske jord. Amerikanerne har modsat argumenteret, at det er umuligt at vide, om den kommunistiske, kinesiske stat har bestemmelsesret over TikTok og adgang til snart sagt alt. I Danmark har Center for Cybersikkerhed frarådet både politikere og embedsmænd at bruge TikTok på arbejdstelefoner. Og en lang række både myndigheder og virksomheder er fulgt i hælene på det råd.
Von der Leyen gik i sin tale ud med et forslag om, at Europa må beskytte sine interesser i forhold til Kina mere konsekvent.
- Europa må udvikle et målrettet instrument i forhold til udgående investeringer. Dette vil berøre en mindre mængde følsomme teknologier, hvor investeringer kan føre til udviklingen af militær-klasse kapaciteter, som udgør en fare for national sikkerhed, siger hun og tilføjer:
- Vi er nødt til at sikre vore selskabers kapital, ekspertise og viden ikke bliver brugt til at styrke den militære og efterretningsmæssige kapacitet hos dem der er systemiske fjender.
