Kommentar: Helsingør er et tiktokkende spejl af Danmarks digitale naivitet
Helsingørs bystyre har siden sommer svedt tran ved tanken om den millionregning, som kommunen kan se frem til, hvis ikke folkeskolerne kan få lov at bruge Google Workspace og ChromeBooks. Et par gange har Datatilsynet udsat den frist for, hvornår Helsingør skal leve op til gældende dataret, og julen blev akkurat reddet, da fristen blev skudt til januar.
Men Helsingør har ikke spildt tiden, mens konsekvensanalyser og compliancetekster skrives til en ende. Nu har kommunen bestemt sig for, at TikTok er stedet, hvor især ungdommen i det nye år skal møde Kronborgs kommunale fodsoldater.
- Vi har svært ved at finde vej til de helt unge og dem der for nyligt er blevet voksne, så vi vil ikke gå glip af at etablere os på en platform, hvor de er, fortæller Helsingør kommunikationschef Martin Deichmann til Kforum.
Hvilket forsigtighedsprincip?
Nåja, det er jo bare lidt kommunal hyggekommunikation for at tiltrække nye borgere til uddannelsessteder og ledige job. Det er den venlige analyse, ikke sandt? Men hvordan kommunens embedsfolk er nået frem til, at det er ufarligt at begive sig ud i TikTok med ChromeBook-sagen in mente, det overgår min forståelse. Derfor var jeg også tæt på at falde ned af stolen, da Martin Deichmann fortsatte sin talestrøm:
- Vi er ikke ligeglade med, om hverken kinesere eller amerikanere overvåger os, men vi regner med, at vi fortsat kan styre ud fra de forsigtighedsprincipper, vi altid har haft, siger Martin Deichmann.
De såkaldte forsigtighedsprincipper eksisterer tilsyneladende ikke. Kommunen havde været i dialog med Datatilsynet i over et år om Chromebooks, men embedsfolkene havde ikke leveret den konsekvensanalyse, der blev forespurgt. Og derfor fik kommunen et strakspåbud om at indstille brugen af Google-grejet op til skolestart.
Som nogle læsere vil ihukomme, så overvejer amerikanske FBI og Federal Communications Commission et totalforbud mod TikTok. De kalder den kinesiskejede app for en national sikkerhedsrisiko på grund af dens spionage- og påvirkningsmuligheder. Vi ved, at brugernes data i flere tilfælde er endt i Kina, og selskabet kan ikke modsætte sig at samarbejde med kommunistpartiet. Og at app'en er en af de invasive apps, der læser dine fingres bevægelser (og koder) fra skærmen, øger ikke just tilliden.
Det amerikanske Senat har allerede stemt for at forbyde TikTok for statsansatte. Nu mangler bare Repræsentanternes Hus. Her i Radar har tidligere PET-chef Troels Ørting Jørgensen talt for et forbud for danske embedsfolk og politikere. Men her i den hyggelige andedam tiktokker kommunerne tankeløst derudaf.
Håb i horisonten
Nå, men det skal ikke være brok og jammer for alle pengene. Torsdag indfandt Danmarks første digitaliseringsminister Marie Bjerre sig på et pressemøde i Transportministeriet af alle steder, hvor hun også blev udstyret med ligestilling som resort. Venstre-kvinden har ikke nogen større erfaring med området, men allerede på sin første arbejdsdag fik hun en smagsprøve på Danmarks digitale kvaler: MitID var nede igen, mens ministeren blev præsenteret for hele pressekorpset.
Interessant nok har man lagt Digitaliseringsstyrelsen under det nye ministerium, hvilket logisk giver mening, da styrelsen driver store dele af den offentlige digitalisering. Med over kommer over også Danmarks Statistik, hvilket kunne give antydninger af, at regeringen har tænkt sig at holde en stor datafest med vores omfattende registre. Men vigtigst af alt: Vi har nu en minister, hvor vi faktisk kan tage diskussionerne om, hvordan det digitale Danmark bør se ud og ikke mindst, har vi en minister, som må stå til ansvar for beslutningerne. Det skal vi glæde os over.
Måske kan den nye minister hjælpe vores kommuner med at stille nogle helt grundlæggende spørgsmål som: Behøver vi overhovedet indsamle persondata for at levere en given service eller bruge en bestemt software? Hvis vi indsamler persondata, hvordan sikrer vi den så bedst muligt igennem samtykke og sikker opbevaring? Hvorfor skal danske skoleelever træne Big Techs algoritmer eller levere data til dem? Fortsæt selv listen...
Imens håber jeg, at Helsingør ikke falder analog pladask i ledningen fra selfiestangen.
