Meta, Google og Amazon anmeldt til lobby-vagthund: "Big Tech er gået undercover"

14. oktober 2022 kl. 09:12
Europa-parlamentet / Pressefoto
Illustration: Europa-parlamentet / Pressefoto.
Christel Schaldemose og en række europæiske parlamentarikere har meldt Big Tech til EU's lobby-vagthund, fordi de har udøvet hemmelig indflydelse på en række mindre brancheorganisationer.
Artiklen er ældre end 30 dage

Christel Schaldemose og en række andre socialdemokratiske medlemmer af Europa Parlamentet har torsdag indgivet en officiel klage til EU’s lobbyregister over blandt andre Google, Meta, Amazon og forskellige brancheorganisationer.

Det fortæller Christel Schaldemose til Radar.

- Jeg har sammen med nogle kollegaer sagt, at EU skal til at være mere opmærksomme på, hvem der lobbyer os. Vi vil have mere gennemsigtighed og mere kontrol med dem, vi mødes med. Så det ikke bare er et navn på en organisation, og så er alt i orden. Vi skal følge pengene, siger Christel Schaldemose.

Sagen handler ifølge hende om, at Big Tech har meldt sig ind i en række brancheorganisationer som SME Connect, Allied for Startups og Connected Commerce Council og på den måde fået camoufleret deres indflydelse på politikerne.

Under dække

Christel Schaldemose, der var chefforhandler for Digital Services Act, oplevede det som, at Big Tech var gået ‘undercover’.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har oplevet nogle brancheorganisationer på EU-plan, som indtog nogle synspunkter, som jeg ikke havde forestillet mig. Jeg oplevede i forbindelse med DSA'en og DMA'en, at det virkede som om, at Big Tech var gået 'undercover' ved at give indtryk af, at det var nogle andre, vi talte med. Jeg har ikke dokumentation for at sige, at Big Tech har lagt linjen ved at betale store beløb til dem, men jeg vil sige, at jeg var forundret over, at de her organisationer havde taget et standpunkt på platformenes side, samtidig med at de havde en interesse i at de blev reguleret, fortæller hun til Radar.

Hvis EU’s lobby-vagthund finder frem til, at der har været tale om ulovlig lobbyisme, kan det føre til, at Big Tech og brancheorganisationerne ikke længere vil have adgang til møder med parlamentarikere.

Christine Sørensen, politisk chef for Google i Norden, siger i et skriftligt citat til Radar, at hun ikke ser noget fordækt i Googles involvering i forskellige brancheorganisationer.

- På mange områder har Google helt sammenfaldne interesser med startup-miljøet. Derfor støtter vi også deres arbejde og har gjort det i mange år. Det er der intet hemmeligt i: Google er helt officielt medlem af fx. Allied for Startups, som arbejder for at forbedre vilkårene for entreprenører og små digitale virksomheder. Som det fremgår af deres hjemmesider, sponsorerer Google dem uden dog at have stemmeret. Organisationerne har selvfølgelig også interesser, som vi ikke deler, og det blander vi os overhovedet ikke i, siger hun.

Radar har også kontaktet Meta for at få en kommentar til klagen.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger