S-lobbyist fortsætter i regerings Big Tech-udvalg trods hemmelige kunder
- Vi udtaler os af princip ikke om vores kunder, siger Kasper Fogh Hansen, da Radar ringer for at tale med ham, om hans nye arbejde som public affairs director i lobbyistfirmaet Rud Pedersens tech- og mediekontor.
Rud Pedersen har ifølge Kasper Fogh Hansen kunder blandt verdens største tech-virksomheder, som de tager sig betalt for at hjælpe med at påvirke magthavere.
Netop det faktum betyder, at Kasper Fogh Hansen står i et svært dilemma. For ved siden af sit nye lobbyist-job, er han fortsat en del af Ekspertgruppen vedrørende Big Tech, der blev nedsat af S-regeringen. Her lyder opgavebeskrivelsen, at udvalget skal hjælpe regeringen med at 'stille Big Tech til ansvar for den negative indflydelse, de har på vores samfund blandt andet gennem ublu forretningsmodeller, der bygger på at indsamle alt mulig data om os forbrugere'.
Så det komme
Regeringen får med egne ord mulighed for at anmode ekspertgruppen om at vurdere konkrete sager og dilemmaer inden for tech-dagsordenen.
Og netop derfor anerkender Kasper Fogh Hansen da også, at spørgsmålet om interessekonflikt kan rejse sig.
- Jeg har godt kunne regne ud, at den undersøgelse af mulig interessekonflikt, som du har i tankerne, kunne komme. Da jeg begyndte at arbejde i huset her, og da det blev besluttet at ekspertgruppens arbejde ville fortsætte også efter den nye regering blev dannet, gjorde jeg, inden det ene møde ekspertgruppen har afholdt, både formand og sekretariatet opmærksom på, at det kunne føre til en diskussion om interesser, siger Kasper Fogh Hansen.
Det er ikke unormalt, at der sidder lobbyister og andre med erhvervsinteresser i regeringens udvalg og råd. Fx sidder Netcompanys direktør André Rogaczewski i regeringens Digitaliseringsråd. Men som medlem af ekspertudvalget bliver man bedt om at fremlægge sine økonomiske interesser overfor sekretariatet og ministeriet. Det ønsker Kasper Fogh Hansen ikke at gøre.
Ekspert: Må trække sig
Jesper Olsen, formand for Transparancy International, mener, at det er en nogle fornuftige og oplagte krav, som ministeriet har stillet.
- Jeg kan godt forstå, hvis Kasper Fogh Hansen ikke mener, at han vil fortælle om sine klienter hos Rud Pedersen. Derfor må han vælge, hvilke opgaver han vil prioritere, og i givet fald vil det rigtige være at trække sig fra udvalget, siger Jesper Olsen.
Han mener dog også, at ministeriet skal kunne håndtere fortrolige oplysninger, og derfor må Kasper Fogh Hansen enten oplyse ministeriet om Rud Pedersens kunder, eller trække sig fra udvalget.
- Vi må kunne have tillid til, at ministeriet kan håndtere fortrolige oplysninger, siger Jesper Olsen
Fremtid er ikke afklaret
Kasper Fogh Hansen har som tidligere særlig rådgiver for S-kulturminister Joy Mogensen været med til at arbejde for at få sat lovgivning i verden, der kunne dæmme op for Big Techs negative indflydelse. Han fortæller også til Radar, at han ikke personligt har nogen kunder blandt Big Tech.
Men kan du blive siddende, når du ikke kan fortælle, hvem du eller Rud Pedersen arbejder for, når det er noget alle medlemmer er blevet bedt om?
- Det er ikke afklaret endnu. Det er en samtale jeg skal have med formand og sekretariat i den kommende tid. Jeg har en dobbelt etisk udfordring, for det skal i hvert fald være sådan, at jeg kan virke på det mandat, jeg er udpeget til. Og jeg skal være loyal overfor for de kunderelationer vi har. Jeg er ny i huset og er ikke personligt tilknyttet nogen kunderelationer, som minder om det, vi arbejder med i udvalget, men huset er stort, og hvis der opstår noget med relation til arbejdet i udvalget, så har jeg lovet at gøre opmærksom på det, siger Kasper Fogh Hansen.
Hvis du trækker dig, undgår du enhver tvivl om mulig interessekonflikt, skylder du ikke resten af udvalget det?
- Indtil videre har der ikke været nogen interessekonflikt med de kunder, vi har i huset. Men det er også kun et møde, der har været afholdt i år. Og så vil jeg også sige, at udvalget består af en gruppe af mennesker, som hurtigt ville gøre opmærksom på det, hvis jeg hyppede særinteresser. De fleste medlemmer er meget oplyste om problematikkerne med Big Tech, og de ville råbe op, hvis jeg forsøgte at påvirke arbejdet i en helt anden retning.
Måske slut...
Hvordan vil du sørge for ikke at indgå i diskussioner, som kan have relevans for Ruds kunder?
- I de diskussioner, der har været indtil videre, har det ikke været relevant med dem vi har i huset, men det er en særlig situation, og det kan godt være det udmønter sig i, at jeg ikke kan sidde i udvalget, men det kan også være, at formandskab og ministeriet er trygge ved det. Og den diskussion kommer jeg til at have med formandskabet. Jeg har kun arbejdet i huset her i en måned, og der har været afholdt ét møde.
Men hvorfor gør du det ikke nemmere for alle og trækker dig, så tvivlen ikke opstår?
- Det kan også godt være, det ender der. Jeg har stillet mit mandat til rådighed, og gjort det klart, at problematikken er der. Så må vi se, hvordan det lander, når vi lige får tid til at tale det igennem.
Udvalgsformand: Fokus er på de rette kompetencer
Formand for ekspertudvalget og professor i digital transformation ved Copenhagen Business School Mikkel Flyverbom fortæller, at Kasper Fogh Hansens mandat lige nu er ved at blive afklaret i sekretariatet.
- Men helt overordnet er det vigtigt for mig, at vi har de rigtige kompetencer i gruppen. Det som Kasper er dygtig til, er de samme ting, som han laver i Rud Pedersen, nemlig at forstå de politiske processer og hjælpe os med at få indflydelse på politik. Jeg forstår godt jeres interesse, men det rejser en større problematik, hvis man siger, at folk, som har noget med tech at gøre, ikke kan sidde i udvalget. Samtidig er det selvfølgelig bedre, hvis folk kan deklarere deres interesser, så vi arbejder på at finde en løsning, siger Mikkel Flyverbom.
Kan du ikke være bange for, at det her kan skygge for jeres vigtige arbejde?
- Det bliver tydeligt, når vores anbefalinger kommer ud, at det er på et andet niveau end hvilke virksomheder, der kan tjene penge på det. Vores anbefalinger vil handle om overordnede forretningsmodeller, og hvad det er for nogle problemer, som tech giganter har skabt i vores samfund. Det er vigtigt at sige, at det er et udvalg som er optaget af spørgsmålet om, hvordan vi passer på vores samfund, så hvis der sad en person og foreslog at give tech-giganter bedre vilkår, ville det give nogle vilde blikke, siger Mikkel Flyverbom.
Må Fogh Hansen bryde regler?
Det er op til dig at vurdere om Kasper Fogh Hansen kan sidde i gruppen. Hvad tænker du om, at han kan få lov at bryde ministeriets regel om åbenhed?
- Det bliver i sidste ende en beslutning, der tages højere oppe end mig, om det kan lade sig gøre, men hvis jeg opfattede det som et meget stort problem, så kunne jeg pege i den retning, men mit fokus er primært på at have de rette kompetencer i udvalget, siger Mikkel Flyverbom.
Radar har kontaktet erhvervsministeriet men har ikke modtaget svar inden deadline.
