Tidligere PET-chef og cyberekspert: Danmark bør overveje målrettet TikTok-forbud

25. november 2022 kl. 10:49
Wikimedia
Illustration: Wikimedia.
Danmark bør overveje at forbyde brugen af TikTok for bestemte grupper af blandt andet embedsmænd og politikere, da risikoen for kinesisk spionage er for stor ifølge flere sikkerhedseksperter. Kinesiske Huawei blev sortlistet af samme grund.
Artiklen er ældre end 30 dage

TikTok flimrer for øjnene af den globale ungdom. Med pegefingeren som joystick ledes brugeren ind i et uendeligt videoloop, der med et mindre pænt ord kunne ligne doomscrolling. Timer og atter timer går med at indtage og fordøje korte videoer, der bruger hele det virale vokabular.

Men er de mange timer brugt på det kinesisk-ejede sociale medie bare uskyldigt tidsfordriv? Det mener FBI-chef Chris Wray ikke. For nyligt var han ude med en skarp melding. Han kalder TikTok for en “national sikkerhedsbekymring” for amerikanerne.

- Disse (bekymringer, red.) inkluderer muligheden for, at den kinesiske regering kan bruge det til at indsamle data fra millioner af brugere eller at bruge anbefalelsesalgoritmen til påvirkningskampagner, hvis de vil, eller kontrollere softwaren på millioner af devices, hvilket potentielt giver mulighed for at kompromittere personlige devices, siger han.

Ingen danske regler

Trods den amerikanske politichefs bekymring findes der eksempelvis ikke nogen specifikke regler for danske politikeres brug af TikTok fra Folketingets side. Så hvad mener de danske efterretningstjenester?

Artiklen fortsætter efter annoncen

FBI-chefens bange anelser ekkoer i ørerne på tidligere chef for PET og Europol Troels Ørting Jørgensen. Han kalder TikTok for “dygtigt craftet software”, der er uhyre effektiv i at fastholde brugerne i meget lange tidsstræk, og han er ikke i tvivl om, at der er en overhængende fare for, at det kinesiske kommuniststyre kan have direkte adgang til brugerne data.

- Der er ingen tvivl om, at alt hvad der kommer af den slags fra kina, om det er WeChat eller TikTok, indebærer en betydelig risiko. Jeg er dybt bekymret over den mangel på privatliv, som sociale medier indebærer. Men det gælder sådan set ikke kun TikTok, men også Facebook og andre, siger han.

Sofistikeret overvågning

I USA har en af de fem såkaldte kommissærer fra Federal Communications Council Brendan Carr slået til lyd for, at TikTok bør forbydes helt, da det udgør for stor en sikkerhedsrisiko.

- Jeg mener ikke, at der findes andre veje fremad end et forbud, sagde Carr, der sendte et brev til topcheferne for henholdsvis Apple og Google i juni, hvor han advokerede for, at TikTok burde fjernes fra de to selskabers app stores:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I sin kerne er TikToks funktioner et sofistikeret overvågningsværktøj, som høster enorme mængder personlig og følsom data. TikTok indsamler alt fra søge- og browserhistorik til skærmberøringsmønstre og biometriske identifikationsmarkører som ansigts- og stemmeaftryk.

En del af bekymringerne omkring Huawei skyldes kinesisk lovgivning, som pålægger virksomheder at hjælpe staten. Også i efterretningsøjemed.

Det er især afsløringer af, at TikTok-brugernes data er tilgængeligt for moderselskabet ByteDances ingeniører i Kina, der har fået vestlige lande op af stolen. Frygten er ganske ligetil: Kan kommunistpartiet bruge den data til eksempelvis påvirkningskampagner, som man har set fra russisk side? Og hvilken magt giver det kineserne, hvis de har en komplet profil på over en milliard brugere?

Målrettet forbud

I Danmark startede Datatilsynet i 2020 en sag for at undersøge TikToks omgang med følsom data i forhold til GDPR-reglerne. I 2021 blev sagen overdraget til det irske datatilsyn, da TikTok har sit europæiske hovedkvarter i Irland som mange andre techselskaber. Forventningen er, at der i løbet af første kvartal af 2023 kommer en afgørelse i den sag.

Sofie Freja Christensen, cybersikkerhedsekspert ved it-sikkerhedsfirmaet Dubex, mener, vi i Danmark er nødt til at forholde os til, at TikTok indhenter og gemmer store mængder data fra brugerne. Logningen af den enkelte brugers skærmberøringsmønstre er især problematisk, da det betyder, at TikTok blandt andet vil kunne gemme koder til eksempelvis emailkonti, sociale medier og diverse tjenester, som igen kan indeholde alverdens følsomme oplysninger. Tiktok vil desuden kunne indsamle data fra andre apps på brugerens telefon.

- Jeg mener, at Danmark bør overveje forbud mod TikTok i forhold til mennesker i forskellige samfundskritiske institutioner og funktioner. Det handler om folk, som har adgang til følsomt indhold eller fortrolige information. Et totalt forbud er ikke sandsynligt i Danmark. Det er vi alt for pragmatiske til, siger hun.

Troels Ørting Jørgensen stemmer i. Han mener heller ikke, at et generel forbud mod TikTok kommer på tale. Men han mener, at forskellige grupper af offentligt ansatte, embedsmænd og politikere bør holde sig langt væk fra TikTok.

- Vi har brug for klare regler eller guidelines i forhold til TikTok. Nogen skal have at vide, at de ikke må bruge TikTok. Men problemet er, at eksempelvis danske politikere er, hvor deres målgruppe er. Og de elsker at kunne tale til deres vælgere i øjenhøjde. Ingen af dem ønsker at have diskussionen om, hvor sårbare vi er med TikTok eller Facebook, fordi de ikke kan overskue problemets størrelse, siger han.

Huawei sortlistet

Den kinesiske techgigant Huawei har oplevet, hvordan frygten for kinesisk spionage har ført til decideret forbud mod blandt andet selskabets industrielle 5G-produkter i en række lande som USA, Australien og Storbritannien. I Sverige har efterretningstjenesten Säpo tilbage i 2020 afvist at lade Huawei deltage i den svenske 5G-frekvensauktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Danmark var der været en længere politisk proces, da forskellige teleselskabers 5G-infrastruktur skulle i udbud, da Huawei var blandt de selskaber, som bød på opgaven. Huawei stod for at levere 4G for TDC fra 2014 til 2020, men samtlige teleselskaber i Danmark er endt med at vælge Ericsson og Nokia til at bygge ny 5G-infrastruktur.

Daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen sagde i 2019 til DR, at han var meget bevidst om, at Huawei udgjorde en potentiel sikkerhedsrisiko, og at det danske forsvar og efterretningstjenester har "et særligt fokus på den dynamik, der er mellem den kinesiske stat og kinesiske virksomheder som Huawei". Hjort Frederiksen mente dog ikke, at man kunne udelukke Huawei fra udbuddet dengang. Der gik dog ikke mere end end et års tid før Folketinget lukkede for, at virksomheder som blandt andet Huawei kunne levere for eksempel 5G-teknologi til Danmark.

Hvad mener spionvæsenet?

Radar har kontaktet Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) for at høre deres vurdering af, hvorvidt TikTok udgør en sikkerhedsrisiko i Danmark. PET henviste spørgsmålet til FE, der omfatter Center For Cybersikkerhed (CFCS), som svarer på mail:

"Center for Cybersikkerhed (CFCS) vejleder og rådgiver danske myndigheder og virksomheder om cyber- og informationssikkerhed. CFCS har højt fokus på mobilsikkerhed og rådgiver løbende både konkret og generelt om sikkerhed på mobile enheder herunder udgiver vejledninger om mobilsikkerhed og anvendelse af sociale medier på mobile enheder. CFCS udtaler sig som udgangspunkt ikke offentligt om konkrete rådgivningsindsatser, men anbefaler at brug af sociale medier altid sker med omtanke og baseres på en risikovurdering."

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger