TikTok-sanger frikendt efter voldtægtsdom
Efter syv måneders varetægtsfængsling er sanger og influencer Danial Ahmad en fri mand. Efter at være dømt for to voldtægter i byretten i København, kunne han omgivet af venner og familie forlade Østre Landsret i Nordhavn og tage hjem for at holde jul.
Inden dommen blev læst op, bad dommeren de mange fremmødte i retssalen om ikke at lave nogle udbrud. Men i samme øjeblik frifindelsen kom frem, brød den 24-årige sanger sammen i en dyb hulken, og det samme gjorde næsten samtlige af de knap 50 fremmødte, som græd og krammede hinanden på kryds og tværs, mens dommens præmisser kom frem.
'Danne', som er Danial Ahmads kunstnernavn, havde inden dommen en følgeskare på 173.000 mennesker på TikTok og en pladekontrakt med Sony, som blev ophævet, da han blev dømt i juni.
Musikeren var blevet dømt for to tilfælde af voldtægt begået 7 maj og 15 april sidste år. Begge gange havde kvinderne og Danial Ahmad været til en privat fest sammen, hvorefter han ifølge kvinderne havde haft samleje med dem uden samtykke.
Frifindelsen er opsigtsvækkende, fordi det er et af de første eksempler på en sag, hvor der er sket frifindelse efter at der har været dømt for voldtægt efter den nye samtykkelov.
Men at sagen kunne ændre sig skyldes, at der har været nye beviser, blandt andet en række beskeder mellem vidnerne og Danial Ahmad, som har tegnet et andet billede af den tiltalte, forklarede forsvarsadvokat Christina Schønsted til Radar.
- Jeg mener, at det er det helt rigtige resultat, og at det burde have været det samme i byretten, siger hun.
Om Danial Ahmads sag kan danne præcedens i forhold til fremtidige sager i forhold til den nye samtykkelov er endnu for tidligt at sige, mener forsvarsadvokaten fra Storm & Thyger.
- Det er stadig for tidligt at sige, da jeg ikke har læst dommen på skrift endnu, siger hun.
Uenighed om dommen
I begge de to sager var der uenighed. I sagen fra 7 maj stemte fire domsmænd for frifindelse og to stemte for dom.
Dommeren forklarede, at gerningsindholdet i den samtykkebestemte voldtægtsbestemmelse var realiseret, da kvinden havde forklaret, at hun ikke kunne huske, hvad der var sket. Men man lagde vægt på, at hun også havde forklaret, at hun ikke sov, og at det ikke kunne lægges til grund, at hun var var uden bevidsthed, og at hun efterfølgende selv tog metroen hjem. De to, som ville dømme, mente, at Danial Ahmad burde have indset, at kvinden ikke kunne give samtykke.
I den anden sag fra 15 april, hvor kvinden efterfølgende var blevet gravid, lagde dommeren vægt på, at kvinden tydeligvis var beruset, da hun gik ind på værelset for at sove, hvorefter Danial Ahmad var gået ind på samme værelse. Men nogle omstændigheder ved kvindens forklaring havde været utroværdig.
Kvindens forklaring havde nemlig ændret sig fra byretten, hvor hun havde forklaret, at hun flere gange havde sagt nej under samlejet. Men i landsretten forklarede hun, at hun sov og vågnede ved at samlejet var igang og forholdte sig passivt, hvilket ikke stemte overens. Desuden havde der efterfølgende været en række sms'er om, at de skulle have et barn sammen. Derudover var der gået lang tid, før at sagen var blevet anmeldt til politiet, fortalte dommeren.
'Sandheden er kommet frem'
Da dommen var afsagt løb Danial Ahmad direkte hen til sin familie, som han holdte om i lang tid. Herefter kom de to betjente, som under hele retsmødet havde vogtet bag hans ryg hen og sagde, at de nu smuttede, og at han måtte have det godt.
Herefter gav Danial Ahmad sig til at takke de mange mennesker, som hele vejen igennem havde støttet ham, mens han sad fængslet. Også advokatholdet, som familien selv havde hyret til sagen, fik rosende ord med på vejen.
Mens Danial Ahmad har siddet fængslet har der været adskillige videoer på TikTok, hvor mange har haft en mening om sagen. Til Radar siger Danial Ahmad, at han bare er glad for, at sandheden er kommet frem.
- Lige nu skal jeg være sammen med min familie. Jeg er glad for, at sandheden sejrer. Jeg skal komme mig over, hvad der er sket. Jeg har følt, at jeg har haft en pistol til hovedet, og nu er den fjernet. Jeg har aldrig været i tvivl om, hvad der er sket på noget tidspunkt. Og det er der ingen, som kender mig, som har. Nu skal jeg bare hjem, siger Danial Ahmad.
