Hvis ret skal være ret, så kan vi heller ikke sammenligne prisen fra 1985 uden videre. Vi skal også justere for inflation. 750 mio. i 1985 svarer til ca. 1.7 mia. i dag. Her bruger jeg PRIS8-indekset fra Danmarks Statistik. Indretning af alle sparekasser med IT-udstyr samt kørsel forklarer — heller ikke dengang — for mig, hvad 1.7 mia. kr. kan være gået til.
Personligt noget af det, jeg har det svært ved, er at vi jo har set i dokumentarer og mere eller mindre private undersøgelser på fx Youtube, hvor man har sat trackere i affaldet—at hvis affaldet kan videresælges mod profit snarere end behandles—jamen så gør de det. Og til sidst har vi en uigennemskuelig række af underleverandører, der videregiver affaldet til hinanden, som til sidst dumper plastik- og elektronikaffaldet i en eller andens baghave i Indonesien eller Afrika. Og vi har jo set, hvordan de bare smider det ud i sanddyngerne og sætter ild til det (tøj, dæk, plastik og andet affald). Når man ikke har gennemsigtighed og ansvarstagen nok i sin forsyningskæde til at kunne redegøre for, hvor affaldet ender—og en del affald "forsvinder" ud af sorteringssystemet—så ville det alt i alt have været bedre for klimaet, luftmiljøet, vandmiljøet, organismer, mv. om det bare kom direkte til forbrændingen og blev afbrændt på den mest miljøkorrekte måde i stedet for at blive fraktioneret og brændt et andet sted i et fattigere land under dårlige, ubeskyttede forhold.
Afløbskværne i køkkenet er måske løsningen på at få madaffaldet ud af restaffaldet - ja der bliver tabt noget i rørsystemerne, men indsamlingsgraden bliver større, fordi det ikke går i restaffald. Jeg har boet i mange etageejendomme, og har aldrig haft plads til at skulle kildesortere i alle de fraktioner, vi egentlig bør. Samtidigt bor jeg alene, så især det "våde" affald kommer hurtigt til at lugte, fordi jeg ikke producerer affald nok til at tømme regelmæssigt. Madaffaldet er en af de typer affald, som jeg derfor fravælger at sortere og smider i restaffald. Affaldsselskaberne tjener penge på at videresælge affaldet, og på det fjernvarme, gas, produkter, mv., som bliver produceret fra vores affald. Hvis de gerne vil tjene flere penge, så må de investere i teknologier og udstyr, så affaldssortering, oprensning, mv. sker i sorteringsanlægget og ikke ved kilden.
Magtarrogancen har ingen ende her i landet. Jeg er de seneste par år begyndt at se mod udlandet, da jeg i stigende grad finder det svært at forene den stigende magtarrogance og laden stå til og ligegyldighed, vi ser i vores folkelige administration, med mine egne idealer. Jeg tager gerne min høje uddannelse med til udlandet mod at slippe for artikler, som nærmest dagligt beskriver emner som dette, siden før coronanedlukningen for alvor tog til.
Cell broadcast kendetegnes også som SMS-CB, da advarslen egentlig bare er en type SMS med høj prioritet i netværket. De er en oldgammel GSM-standard, tilbage fra 2G. Så vidt jeg læser standarden er den dog ikke en obligatorisk del af GSM; og det er formentlig først nu her pba. EU-krav om nationale varslingssystemer, at standarden er blevet genoplivet.
Det burde virke på både 2G og 3G, men som andre her i tråden er inde på, så er teleselskabernes eget udstyr nok ikke en gang "opdateret til seneste version", som har understøttelse af SMS-CB på tværs af 2G-3G-4G-5G. Og det lyder til, at myndighederne ikke har prioriteret det, da 3G udfases i Danmark inden udgangen af 2023, og 2G er på samme vej ud. I en verden af begrænsede resurser, virker det til at være en saglig og forståelig prioritering af fravælge 2G og 3G — kommunikationen omkring det har bare været for dårlig.
Samme tid næste år krydser jeg fingre for, at "S!renen" virker bedre: 3G er helt udfaset på tværs af alle mobilselskaber, mange flere mobiltelefoner er opdateret, og man må forvente (måske naivt), at både Apple og Google til den tid har fået ensrettet softwareoplevelsen og udsendt opdateringer. Google har i hvert fald den fordel, at "CellBroadcast"-modulet er en del af AOSPs main components, som kan opdateres uden om operativsystemet gennem app store helt tilbage til Android 4 (så vidt jeg forstår det).
Sommetider er det sværeste at gøre ingenting. Men sommetider er det også det rigtige.
Jeg er sådan set delvist enig med, at vi skal vente på EU: Det giver ikke mening at bruge enormt mange resurser på at lave danske særregler, som alligevel skal — formentlig fundamentalt — ændres, når AI Act træder i kraft. Hvis man implementerer de danske regler strammere end AI Act kommer til, så bremser man potentielt AI-udvikling, og sætter udviklingen flere år tilbage. Det kan potentielt sætte os tilbage ikke bare økonomisk, men også konkurrencemæssigt, at gå enegang.
Jeg mener at have læst om Digital Markets Act og Digital Services Act, at EU Kommissionen har frabedt medlemslandene at lave nationale særregler om de samme emner i ikrafttrædelsesperioden for at mindske erhvervslivets implementeringsbyrde i at skulle forholde sig til forskellige regelsæt, og for at opnå maksimal harmonisering medlemslandene imellem.
Ja, det jo noget illusorisk. Vi har evidens fra 11. september 2001, hvor vi så, hvad der skete med telefonnetværk i en katastrofesituation: Opkald mv. blev blokeret og afbrudt pga. overbelastning af netværkene. Netop af samme årsag implementerede man i årene derefter cell broadcast (og en masse andre nød-kommunikationssystemer) i USA.
Nu har Beredskabsstyrelsen og telefonproducenterne 1 år til næste gang, det bliver testet, til at forbedre og udsende opdateringer. Man har set problemer med det på tværs af EU i de lande, som har testet systemet, så jeg kan kun forestille mig, at man på tværs af EU vil tage affære, og at systemet næsten med garanti virker bedre samme tid næste år.
Andre gode argumenter for cell broadcast er: Det ikke er koblet op til simkort eller telefonnumre (som en alm. sms er). Du skal bare have en tændt telefon for at kunne modtage advarslen. Man behøver ikke kende eller opbevare folks telefonnumre (GDPR) for at udsende denne type advarsel. Du behøver ikke tilmelde dit telefonnummer. Du behøver ikke have betalt dit abonnement til tiden. Du behøver ikke en gang have et simkort indsat i telefonen. Potentielt kan du stadig modtage beskeden, selv hvis du ikke har adgang til dit eget teleselskabs net, men roamer på et andet selskabs netværk. Turister kan modtage advarslen.
hvorfor bruger man ikke bare SMS eller i det mindste supplerer med SMS - så ville alle telefoner siden ruder konge få beskeden ?
Nr. 2 del af svaret er, at almindelig SMS har laveste prioritet i netværket, og derfor i en katastrofesituation med mange taleopkald, ødelagte telefonmaster, osv. har høj risiko for at blive discarded / ikke vil kunne afsendes eller modtages. Hvorimod SMS-CB (cell broadcast) boner ud ved at få højeste prioritet i netværket. I en ekstrem situation vil taleopkald blive blokeret for at SMS-CB bliver sendt ud. Jeg ved ikke, hvordan quality of service virker i GSM-standarden, men jeg kan forestille mig, at det ikke er muligt dynamisk at angive prioritet på en almindelig SMS-besked, så det overrider alt andet i netværket.
hvorfor bruger man ikke bare SMS eller i det mindste supplerer med SMS - så ville alle telefoner siden ruder konge få beskeden ?
Cell broadcast er sms. Det er en særlig form for sms, der hedder SMS-CB (one-to-many). Og netop derfor anvender man den. Den har været del af GSM-standarden siden begyndelsen, men det virker ikke til at være en vildt gennemtestet standard, fordi den aldrig rigtigt har været i brug (i hvert fald her i EU).
Personligt var jeg inde på Strøget i København, da sirenerne lød. Jeg hørte én (som i 1 eneste) person, hvis telefon afgav en lyd.
Jeg selv fik beskeden, men der kom hverken vibration eller lyd—også selvom min telefon er indstillet til at vibrere og give lyd. Jeg anvender en Pixel 5, dual sim, med seneste version af Android 13.
For mig at se tyder det her på, også set i lyset af, at de havde problemer med det i både England og Tyskland, at vi har nogle mobilproducenter og operativsystem-producenter, der skal oppe sig. Det er jo direkte komisk, at en gammel Nokia-telefon understøtter den her standard 100% i alle tænkelige scenarier, imens nyere smartphones ikke lige gad bruge tid på at implementere det ordentligt.
Jeg er rimelig overbevist om, at al samhandel i EU sker i euro. Derudover fører vi fastkurspolitik, så selvom der står et kronebeløb på prisskiltene, så er det bare et konverteret eurobeløb. Det er selvfølgelig en komplet overflødig overhead, og gør også vores varer en smule dyrere. Det er godt nok til mig til at indføre euroen. Der er gode økonomiske argumenter mod at gøre det, men convenience vinder det argument for mig.
Der er sådan set heller ikke noget nyt i, at fastkurspolitikken koster kassen: Nationalbanken selv offentliggør regelmæssige rapporter, og der er tale om milliarder af kroner på at fastholde kursen over for euroen, som ikke anvendes til noget håndgribeligt og brugbart - men kun til at stabilisere kursen.
Jeg var for et halvt års tid siden til jobsamtale ved Forenklingsstyrelsen, og havde før samtalen sat mig ind i lønstatistikken. De så helt forskrækkede ud, da jeg fortalte, hvad jeg forventede at få i løn—og jeg trak endda 10% fra, fordi det var offentligt. Det viste sig, at de lå 40% under statistikken. Ja, jeg hørte selvfølgelig aldrig tilbage, ikke en gang et afslag gad de sende.
En lille eftertanke:
Der er tale om innovationsprojekter: De må forventes at fejle. Formålet med projekterne er erfaringsindsamling og erfaringsdeling. På det punkt fejler hele setuppet eklatant:
Vi spurgte om gennemgående erfaringsdeling med andre signaturprojekter. Det var der i udgangspunktet ikke noget af.
Vi spurgte til erfaringsdeling på tværs af administrative/funktionalle grænser: Der er ingen erfaringsdeling mellem kommuner og regioner — til trods for, at flere at de interviewede projekter stod med nøjagtigt identiske udfordringer. Der er dog ERFA-grupper kommunerne og regionerne imellem - henholdsvist. Men grundlæggende mener kommunerne og regionerne ikke, at de kan lære noget af hinanden. Som i, overhovedet.
Digitaliseringsstyrelsen gør intet for at fremme udvekslingen af erfaringer mellem projekterne. Dette efterspurgte vi i vores konklusion; for det er ekstremt paradoksalt og selvmodarbejdende at have "erfaringsindsamling med AI-teknologi" som grundsætning for Signaturprojekterne, når man alligevel ikke gør det: Digitaliseringsstyrelsen gør egentlig ikke mere, end at skrive sin årlige rapport, som denne Leder her citerer. Det er slet ikke nok, selvsagt. Jeg vil i hvert fald kraftigt betvivle, at der produceres specielt brugbar viden med disse signaturprojekter; ja, som lederen selv er inde på: Der laves projekter med mailsortering i både København og Norddjurs — og de kender ikke noget til hinanden. Nogle af projektlederne vidste slet ikke, at der var andre, der lavede det samme som dem selv, bare i regional sammenhæng, og selv da vi fortalte dem om det, så mente de i grunden ikke, at de kunne dele nogle erfaringer, fordi regioner og kommuner er så utroligt forskellige. Åbenbart.
Én erfaring er i hvert fald, at man har opdaget, at lovgrundlaget skal være i orden. Det burde man vide som statsligt organ uden at bruge én eneste krone.
Jeg har skrevet speciale om udvalgte af Digitaliseringsstyrelsens Signaturprojekter. På den ene side ser jeg ikke nogen årsag til at skose det offentlige for at eksperimentere; for det er på sin plads, og 90% (eller mere!) af innovationer og IT-projekter fejler, statistisk set. Og det er, uanset om det er for offentlige eller private midler, i offentlige eller private virksomheder. Så egentlig mener jeg, at det er en noget ureflekteret og ukonstruktiv leder.
Når det så er sagt, så er der for især de medicinalt rettede signaturprojekter en tendens til, at man har set midlerne som en af mange puljer, som man har søgt penge gennem for at gøre lidt det, man har haft lyst til — fordi der er kamp om forskningsmidlerne, og så må fundraiserne være lidt kreative og få formuleret nogle projekter, som egentlig bare dækker over noget andet. De medicinale signaturprojekter ser jeg som allerhøjest anvendelige — men de kan ikke klare sig med signaturfondsmidlerne alene. Det gør de heller ikke, og det er forventeligt, at den type projekter tager årtier.
Denne runde af signaturfondsmidlerne har været præget af en lavfrekvent oversight fra Digitaliseringsstyrelsen, og det har været en mere eller mindre "først til mølle", "free for all" tilgang. Flere af de projekter, vi talte med, var præget af uerfaren styring og ledelse - nogle var efter flere år slet ikke kommet rigtigt i gang. Det har også været præget af en opportunistisk tilgang fra fondsmiddelaftagerne (og i og med, at Digitaliseringsstyrelsen reelt ikke har ønsket at følge projekterne, udover en årlig revision af, at pengene bliver brugt rigtigt), så er det også uundgåeligt.
Man kunne til konklusion kunnet ønske, at Digitaliseringsstyrelsen i udvælgelsen af projekter havde gjort sig en større indsats. Eksempelvis at afveje, om et signaturprojekt er lovligt, før man tildeler midler til udvikling.
Projektet i Odense var vi selv noget overrasket ved at finde ud af, at projektet faktisk hele tiden havde været ulovligt. Men her fandt man jo alligevel frem til, at det endelige system ikke kunne det, som man havde ønsket sig — og det er en meget valid konklusion at komme frem til efter et godt styret innovationsprojekt med en super dygtig projektleder.
Og så var der et signaturprojekt, som er kommet utroligt langt med at reducere de kommunale bygningers CO2-aftryk i Københavns Kommune. En succes, vil jeg mene. Det beretter Ingeniøren af gode grunde ikke om — for det virker, og det er forvaltet rimeligt og godt.
Jeg har det på samme måde, jeg gider simpelthen ikke betale ekstra for at køre i Metro. Og så må man ikke tage cyklen med til at cykle det sidste stykke, som man kan i S-toget. Så kan jeg lige så godt cykle hele vejen.
Min grundlæggende forståelse er her, at hvis der var sket manuel sagsbehandling så var borgerne alligevel blevet skåret i ydelse. Her er det bare sket automatisk uden sagsbehandling. Jeg regner med, at borgerne har fået automatisk besked, for der skulle revision til at opdage problemet. Eller har der været klager fra borgere forud for revisionen?
Det er lidt ligesom, når man har krav på ikke at blive gjort til genstand for automatiske afgørelser, fx kreditvurderinger - ja, man kan godt bede en bankmedarbejder foretage vurderingen manuelt med en lommeregner; resultatet bliver ikke anderledes.
Problemet virker til at være en såkaldt papirtiger: Det ændrer ikke på slutresultatet, det er alene det administrative i processen, der har fejlet - eller hvad?
Det er vist kun i Odense, at letbanen larmer for meget. I Aarhus har der kørt tog på strækningen siden 1876, og jeg er ikke bekendt med, at den skulle have et problem med støj. Derimod har den alle mulige andre problemer; og den har erstattet en del buslinjer, som kørte før letbanen kom i drift: De var hurtigere, billigere og mere driftssikre end letbanen.
I den henseende: Der var faktisk en årsag til, at man i 1970erne nedlagde sporvognene i Aarhus og erstattede dem med busbaner og busser - fordi busser var og er: Bedre, billigere, mere driftssikre.
I den periode, hvor man lukkede Grenåbanen for ombygning til letbane, der indsatte man direkte busser mellem byerne på Djursland og Aarhus. Busserne kom hurtigere frem end toget plejede at gøre, faktisk på ca. den halve tid. Ikke overraskende valgte mange på Djursland at anskaffe en bil i stedet for at vende tilbage til Letbanen, dengang man lukkede de direkte busruter og genåbnede banen.
Billedet og situationen er som taget ud af plottet for den netop lancerede katastrofefilm "White Noise", som jeg slet ikke kunne lade være at tænke på.
Jeg har desværre ikke studere kemi længe nok på uni til at vide særligt meget om vinylklorid og PVC, andet end at man ikke skal smide plastik på bålet eller i brændeovnen, fordi det skaber saltsyre og en potentielt meget syrligt aske efterfølgende.
Men meget godt info fandt jeg da her på CDCs hjemmeside:https://wwwn.cdc.gov/TSP/MMG/MMGDetails.aspx?mmgid=278&toxid=51
Eksempelvis, at vinylklorid reagerer meget kraftigt med sig selv (polymeriserer) ved kontakt med oxygen og visse katalysatorer, eksempelvis jern og stål... Som man må sige der er nok af på en jernbane.
Som jeg forstår det, så forårsager afbrændingen egentlig, at der skabes saltsyre-gas, som derefter reagerer med fugten i luften, hvorefter det så bliver til saltsyre-væske? Begge dele er lige forfærdeligt at indånde.
Derudover er smeltepunktet/kogepunktet af vinylklorid meget lavt, hvilket vil sige det ekspanderer eksplosivt, når det udledes i normal atmosfæres tryk, og er derudover tungere end luft.
Dermed er gassen ikke kun kræftfremkaldende, men også kvælende ved sin blotte tilstedeværelse, hvis man er i nærheden - og den skulle efter sigende være lugtfri selv ved dødelige koncentrationer. Ved antændelse skabes saltsyre, kulilte, mv.
Kort sagt er vinylklorid hårde sager, som ikke hører til i nærheden af natur, og ethvert af de valg, de har haft i Ohio, har været valget mellem de bedste dårlige løsninger.
Endnu en sag, der viser, hvordan dansk politi gør alt, de kan, for ikke at foretage sig yderligere. Man skal blive myrdet på åben gade ved højlys dag, før dansk politi gider løfte fingeren; og selv da, som i dette tilfælde, leder de efter undskyldninger til ikke at indlede en efterforskning.
Gad vide, hvad grunden er? Kender byrets-dommerne ikke GDPR-reglerne, eller er de lidt for gode venner med topfolk rundt omkring (eks. i tech-toppen eller andre erhvervstopper, som har ondt i GDPR?) - eller noget helt andet?
Fordi retspraksis, forudsigelighed og ensartethed / stabilitet i domsafsigelser vejer højt (og det ikke kun i Danmark). Det er ikke byrettens lod at udfordre præcedens/generel retspraksis.
Hvis man får nogle nye regler, som udfordrer retspraksis, uden direkte at ugyldiggøre den nuværende retspraksis, så skal man op i Højesteret eller højere (fx EU Domstolen) for at få lavet om på retspraksis — Byrettens opgave er udelukkende at dømme efter retspraksis og sagens aktuelle omstændigheder, og hvis sagens fakta ikke er unikke, så skal man kigge i retspraksis.
Det er også noget sundt i den tilgang, for det betyder, at vi har et ensartet retssystem, hvor Højesteret udsteder retningslinjerne i form at præcedens, til de lavereliggende instanser.
Det betyder omvendt også, at det er svært at lave om på retspraksis = der hersker en vis konservativisme og stabilitet i, at byretten ikke bare uden videre kan dømme, som de har lyst til. De er mere eller mindre bundne af tidligere domsafsigelser, og derfor er byrettens domsafsigelser da også sjældent overraskende.
Jeg forventer derfor heller ikke, at vi kommer til at se meget dyre GDPR-bøder i Danmark, indtil nogen klager / trækker en sag helt til EU Domstolen. Indtil da er det et spørgsmål om tid, inden de internationale giganter opdager, at Danmark er et GDPR-haven, hvor de så må kalkulere med en lidt højere skat mod at slippe for enorme bøder.
Danmark og Estlands implementering af GDPR er direkte nævnt i GDPR-lovteksten. Det kræver en grundlovsændring, hvis Datatilsynet skal kunne udstede sine egne bøder, og det tror jeg ikke, at EU kan bestemme.
Henrik P. Stougaard Nielsen