Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Blog: Et forsvar for Bitcoin-mining

16. maj kl. 13:421
Lentz
Illustration: Foto: Mats Magnussen.
Bitcoin-mining har fået et dårligt navn, men teknologien udvikler sig og viser dramatisk potentiale i at minimere energiforbruget, skriver Christoffer Fentz, der arbejder hos stablecoin-selskabet GSU Protocol og samtidig er en af landets mest populære krypto-bloggere.

I september sidste år overgik den andenstørste blockchain, Ethereum, fra proof-of-work (PoW) til proof-of-stake (PoS) valideringsmekanismen, hvilket har reduceret dets energiforbrug med hele 99 procent. Til sammenligning benytter Bitcoin-netværket 38.000-50.000 gange mere energi, og YouTube har et 94.000 gange højere energiforbrug end Ethereum. Så burde det ikke være det logiske valg for Bitcoin-netværket at følge trop og gennemgå samme transformation fra PoW til PoS?

Mange vil sikkert have den holdning, uden at have spenderet meget tid på at udforske og undersøge, hvilke fordele PoW-teknologien rent faktisk har bragt med sig.

Kort fortalt skaber mining nye bitcoins og samtidig verificerer teknologien transaktioner på blockchainen. Dette sker ved hjælp af en masse computerkraft spredt ud over hele verden (decentralisering af netværk). Som belønning for at stille deres computerkraft til rådighed, bliver minerne så belønnet med nyudklækkede mønter for at vedligeholde og sikre netværket. Denne proces kræver selvfølgelig energi, og det er dette energiforbrug, som får meget kritik med på vejen.

Det er nemt at pege fingre ad energiforbruget af bitcoin mining, uden at undersøge hvor meget energi eller hvor vedvarende andre brancher og industrier er til sammenligning. The World Economic Forum (WEF) og det amerikanske nyhedsmagasin Newsweek profeterede således tilbage i 2017, at bitcoin mining i 2020 ville bruge mere energi end hele verden ville have til rådighed. Ironisk nok udgav WEF en artikel sidste år og forsvarede bitcoin minings energiforbrug i forhold til, at omkring 106 millioner (og 420 millioner totalt i krypto) personer i dag på verdensplan er investeret i Bitcoin, indeholdende denne statistik.

Intet PoW-forbud

Selv EU, der lige har gennemtrumfet dets kæmpe krypto-reguleringsregime MiCA (Markets in Crypto-Assets) med stemmerne 517-38, havde muligheden tilbage i marts sidste år, som en del af reguleringspakken, at stemme for et forbud af PoW-mining. Men EU valgte at stemme imod dette forslag med stemmerne 30-23. Dette kan have noget at gøre med, at bitcoin mining benytter sig af omkring 50 procent vedvarende energi ifølge de mest detaljerede og gennemgående industriundersøgelser, hvilket gør industrien til en af de mest vedvarende på verdensplan.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En af de helt store fordele ved PoW er mobiliteten ved miningcentre og dataudstyr, hvilket betyder, at materialet kan transporteres hurtigt til områder med overskydende og strandet energi, så det ikke går til spilde og derved forurener. Bitcoin-mining har bevist sig at kunne reducere metangasudslip i atmosfæren ved at kunne omsætte udslip til energi ved at fange overskydende gas og konvertere det til brugbar energi. To af verdens største olie- og gasselskaber, ExxonMobil og ConocoPhillips, har allerede pilotprojekter i gang, drevet af Crusoe Energy Systems, som opfanger den strandende energi og gør den til en brugbar ressource.

Island er ledestjerne

Eksempler på lande, der aktivt benytter vedvarende energikilder til bitcoin-mining, er Island, der benytter energi fra vandkraft og geotermisk energi. Det samme gør sig gældende i El Salvador, hvor nationaliseret bitcoin-mining har genereret velstand til opførelse af 20 nye skoler samt et nyt og topmoderne dyrehospital. Også Bhutan har i årevis minet Bitcoin på nationalt plan med den vandkraft, som udvindes fra gletsjere, som kongerigets natur er rig på.

Hvad end man må mene om energiforbruget, når det kommer til bitcoin mining, er det ikke en teknologi, der forsvinder, så længe der er et profitmotiv at skulle forholde sig til. Så vi kan lige så godt udnytte teknologien til egen fordel og skabe rammer for, at bitcoin mining bliver så miljøvenlig som muligt ved at benytte så meget vedvarende, overskydende og strandet energi, som alligevel ville have været gået tabt, til at skabe et økonomisk incitament.  Profitten herfra vil kunne benyttes til at udbygge vedvarende energinetværk, støtte forskning og innovation samt skabe industri og arbejdspladser.

Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så skriv til vores debatredaktion på debat@ing.dk

1 kommentar.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
17. maj kl. 16:04

Helt sikkert positivt med overgang fra PoW til PoS og jeg mener også at kryptovaluta (især stablecoins) har sin berettigelse, men at det skulle være positivt at stater indleder sig på krypto-mining - uanset hvor lille eller grønt strømforbruget er - virker helt skørt på mig.

Jeg kommer til at tænke på det pyramidespils-lignende statslotteri, der sendte Albanien på randen af statsbankerot.