Jeg har arbejdet med data i hele min professionelle karriere. Det lå lige til højrebenet, da jeg dimitterede fra CBS med en HD i Salg & Marketing. Jeg var specialtrænet til at tilslutte mig ”the dark side”. Jeg forstod og kunne bruge data til at sælge produkter. Og jeg gjorde det med iver og succes i mange år.
De seneste ti år har jeg haft et anderledes fokus. Det handler stadig om data. For jeg elsker data – jo flere jo bedre – jo klogere kan vi blive – jo smartere løsninger kan vi skabe. Men noget bør ændres, hvis vi vil leve i et rigt og datadrevet demokrati med tillid og transparens.
Der er to strømme der skal vendes, sådan som jeg ser det. På den ene side har vi brug for at have adgang til langt flere data og kunne kombinere følsomme persondata med alle andre data. Det skal vi, fordi åben adgang til f.eks. økonomiske data, sundhedsdata og indkøbsdata kan skabe ny banebrydende forskning og revolutionerende behandlingsformer og services til gavn for fællesskabet.
På den anden side har vi brug for at begrænse den uhæmmede høst af personlige data, som vi ser i mange private virksomheder og i visse autoritære stater. Her bliver data brugt med henblik på grænseløs profit og magtmisbrug eller i værste fald begge dele. TV2 dokumentaren ”Spionerne bag skærmen” er blot det seneste eksempel på, hvordan uhæmmet datahøst kan være skadelig for børn og unge.
Nørder - foren jer!
Vi har altså brug for at åbne og lukke for det varme vand på samme tid. I gamle dage ville det være umuligt, for dengang var vi underlagt begrænsningerne i fysikkens love. I dag står verden et andet sted. Vi har fået computerkraft i hid til uset styrke og teknologien sammen med vores forståelse for matematikken giver os nogle helt nye muligheder for at kryptere og samtidig sikre transparens. Derfor kalder jeg til teknologisk frihedskamp! Nørder i alle lande foren jer! Men husk at gå i ledtog – ikke med djævlen – men med dygtige kommunikatører og jurister.
Denne kamp handler, som så mange andre kampe, om magt og penge. Jeg mener vi skal give magten over vores personlige data tilbage til den enkelte. Og jeg mener også, at når vi vælger at dele vores værdifulde data, så skal vi have del i den værdiskabelse de skaber. EU har vist vejen med GDPR, Data Governance Act og meget mere. Men de statslige og overstatslige institutioner har brug for neutrale mellemmænd og kvinder. Organisationer der ikke kan blive skudt i skoene, at de tjener statens eller andres interesser.
Samtidig er det vigtigt at vi gør det nemt og overskueligt for almindelige borgere, kunder og medlemmer at udøve den ret som EU har givet med GDPR til at få kontrol over vores egne data. et er her alle vi nørder kommer ind i billedet.
Os der forstår teknologien og ved, at der kan føres matematisk bevis for, at noget både kan være helt præcist og faktuelt på baggrund af persondata og samtidig ikke kan henføres til en bestemt person. Os der kan bygge de API'er der skal forbinde borgerne med deres egne data og give dem en let tilgængelig måde at slukke og tænde for datastrømmen. Os der kan klippe alle datastumper i stykker til ukendelighed, analyserer på dem og målrettet tilbyde den enkelte en ny service. Med andre ord alle os der kan bygge/kode/skabe det økosystem, som kan håndtere alle vores data på en etisk og ansvarlig måde.
Datakontrol er mulig
Det betyder, at vi skal lave konkrete løsninger der gør det muligt at tilbyde organisationer, virksomheder og offentlige instanser services der skaber værdi for den enkelte. Vi skal så danne en hellig alliance med dygtige jurister. Jurister der kan sikre at vi arbejder sammen i organisationer, som reelt er neutrale og hverken kan blive overtaget af stater eller opkøbt af globale private virksomheder. Det kræver sindig juridisk forståelse og ikke mindst kræfter til at kunne håndhæve neutraliteten, når presset kommer. For det vil komme.
Og så skal vi som sagt samarbejde tæt med de personer, der er gode til at kommunikere. For vores fortælling om databaser, blockchain, crypto, skyen og meget mere taber de fleste på gulvet. Og kan vi ikke forklare det, så kan vi ikke forsvare det. Det er en gammel kommunikationssandhed, som gælder den dag i dag - uagtet den digitale udvikling.
Det er netop dette samarbejde om data jeg har arbejdet målrettet med de seneste mange år. Jeg har skabt Fonden DATA for GOOD, som i dag er en reel neutral mellemkvinde (neutral intermediary) i kraft af fondens fundats. Jeg samarbejder med de ypperste matematikere og kryptografer gennem Partisia, og jeg øver mig
dagligt på at fortælle den forståelig historie om hvorfor og hvordan individuel datakontrol er mulig og nødvendig.
I min optik er der tale om en teknologisk frihedskamp. Ikke en maskinstormer-kamp, hvor vi ønsker os tilbage til de gode gamle analoge dage, hvor børnene legede med en kæp og en sten. Nej, mere en art moderne fransk revolution, hvor vi som borgere kræver transparens, kontrol og datadeling (liberté, egalité, fraternité). Dataenevælden skal afskaffes, og der skal gennemføres data reformer der sikre et tværgående etisk samarbejde til fællesskabets bedste.
